Depeche Mode - sangtekster set fra et kristent perspektiv
Med hensyn til musik, så er den kristne opfattelse jo vidt forskellig. Både hvad angår såkaldt "kristen musik" og almindelig "verdslig musik". Det er næsten håbløst at snakke musik blandt kristne. Meningerne er så delte og vidt forskellige at man sjældent når til nogen enighed omkring emnet. Man må bare finde sin egen overbevisning om hvad man skal lytte til. Det allervigtigste for mit vedkommende er egentlig ikke hvad jeg lytter til, men hvor meget jeg lytter til det. Jeg har oplevet i mit liv at musik fuldstænding kan tilsidesætte Gud således at jeg ikke gider bruge min tid på Ham men foretrækker at lytte til musik. Men jeg mener alligevel stadigvæk at det er meget vigtigt at man som troende er opmærksom på præcis hvad det er man lytter til.

Det kan ofte være sådan med tekster eller digte at de kan forstås eller tydes på forskellige måder. Og der kan også være delte meninger om hvordan Depeche Modes tekster skal forstås og hvor meget man skal lægge i det de skriver. Men her giver jeg efterfølgende udtryk for min egen personlige opfattelse af deres tekster.
Depeche Mode var et af de bands jeg først begyndte at lytte til da jeg begyndte at lytte til musik i det hele taget. Fra 1987-1992 samlede jeg deres musik meget intenst og nåede indenfor de 5-6 år at få en samling på over 350 vinylplader med dette ene band.
Jeg er i dag stadig meget glad for størsteparten af deres musik. Jeg synes stadig de laver god popmusik. Deres seneste album, som udkom på min fødselsdag i 2005, ”PLAYING THE ANGEL” er efter min mening deres bedste materiale siden albummet ”VIOLATOR” der udkom i 1990. I årene fra omkring 1992-2000 var der uro i bandet og deres udgivelser interesserede mig ikke noget særligt.
Tidligere i mit liv, inden jeg gik på en NTM Bibelskole hvor jeg fik en virkelig god og solid Bibelundervisning, var jeg ikke synderligt interesseret i Depeche Modes sangtekster. Jeg kunne godt høre at der blev sunget om synd eller Gud hér og dér, men det var ikke noget jeg gik op i. På Bibelskolen blev mit forhold til Gud for alvor virkelighed og jeg begyndte at se på de ting mit liv var fuldt af fra et nyt perspektiv – inklusive Depeche Modes tekster. Og der gik ikke lang tid før jeg begyndte at miste noget af glæden ved lytte til en sang som priser de ting Gud hader.
Det er ret almindeligt at man som troende er hurtig til at pege fingre af bands i bl.a. heavy metal genren (for at nævne et eksempel) udelukkende på baggrund af bandmedlemmernes udseende og deres ofte ret makabre pladecovers, mens man er hurtigere til at acceptere bands i pop genren (hvor bl.a. Depeche Mode hører hjemme) fordi de umiddelbart virker mere ”normale” og laver ”pæne” pladecovers. Men det som man vil kunne se ved nogle af teksterne i Depeche Modes musik, som jeg beskriver mere detaljeret i denne artikel, er Martin Gores åbenlyse fascination af religion (for at bruge hans eget udtryk) blandet sammen med hans fascination af synden. De to ting passer ikke rigtig sammen. Og det billede der tegnes af Gud i de omtalte tekster er et falsk billede.
Jeg kan ikke udtale mig om heavy metal musikgenren da det ikke er en type musik jeg har lyttet til, men jeg har lyttet til andre bands som fremstod meget voldsomt på deres pladecovers hvorimod de i temaerne i deres musik i langt mindre grad end et band som Depeche Mode håner Gud eller opfordrer til synd. Min pointe hér er at skinnet kan bedrage – altså at man ikke skal generalisere og være for hurtig til at stemple én type band for at være værre end et andet type band. Djævelen er en bedrager og den måde han nemmest kan bedrage på er ved at komme forklædt som noget positivt og attraktivt fremfor at fremstille sig selv på en skræmmende og uhyggelig måde. Han kan nemmere bedrage folk ved at læne sig tæt op af sandheden end ved at ligge i tydelig modsætning til sandheden. Og i denne sammenhæng...skulle man måske overveje om han nemmere kan bedrage folk gennem umiddelbar pæn og sød musik end gennem musik som allerede på sit pladecover fremstiller død og ødelæggelse. Men hermed heller ikke sagt at man skal lægge sig i den anden grøft og sige at den mere voldsomt fremstillede musik er bedre, set fra et kristent perspektiv, end den pænt fremstillede musik. Nej, jeg vil bare gentage det som jeg startede med at sige....nemlig at, uanset hvilken musik man foretrækker, så er det som troende vigtigt at være opmærksom på præcis hvad det er man lytter til.
Den første sang som kristne stiller spørgsmålstegn ved når man snakker om Depeche Mode’s tekster er teksten til sangen ”Blasphemous Rumours”. Det er korrekt at "Blasphemous Rumours" er blasfemisk - meget åbenlyst endda (Gud griner når vi dør, osv.).
En anden sang som kristne hurtigt fremhæver er teksten til "Personal Jesus". Her er teksten ikke direkte blasfemisk – tværtimod. Men teksten er ment ironisk - hvilket Martin Gore selv udtalte i et interview kort efter udgivelsen.
Dette er de to mest åbenlyse eksempler som kristne lægger mærke til. Men der er en hel del flere af bandets tekster der er blasfemiske eller som opmuntrer til synd samt tekster som refererer til Bibelen og bruger Bibelsk terminologi.
Men lad mig komme ind på en række konkrete eksempler...
"MUSIC FOR THE MASSES" fra 1987 var det første album hvor Martin Gores fascination for det religiøse rigtig begyndte at lyse igennem, og hvor han samtidig begynder at tale positivt om dét at synde.
STRANGELOVE: handler om en mand der siger at han giver efter for synden fordi han elsker at handle efter de principper som han selv prædiker for andre (”I give in to sin because I love to practise what I preach”). I samme sang siger han at han giver efter for synden fordi livet skal være værd at leve (”I give in to sin because you have to make this life liveable”).
SACRED: handler om en missionær, som Martin Gore, blandt meget andet, får til at se ud som en lidt naiv fanatiker. En missionær der er besat af sin religion og som har den pligt at skulle forsøge at sælge historien om kærlighedens evige ære. Han får missionæren til at fremstå som en sikker troende der alt for nemt (naivt) tager imod det budskab han selv tror på – én som accepterer alt nærmest uden at stille spørgsmålstegn ved noget (”a firm believer and a warm receiver”). Altsammen er i mine ører tydeligt hånende – specielt taget i betragtning at den følger lige efter sangen ”STRANGELOVE” på albummet.
TO HAVE AND TO HOLD: handler om en mand som ønsker tilgivelse for al skidtet i hans liv. Han ved at der et eller andet sted er én der bekymrer sig om ham - én med et hjerte af guld. Det lyder jo egentlig godt – ligesom i sangen ”Personal Jesus” og man kunne fristes til at håbe at Martin Gore virkelig er ved at gå til syndsbekendelse. Men så skifter han ligesom lidt rundt i sangen og siger at der, et eller andet sted nede under al synden, er noget godt i ham. Så man efterlades lidt med det indtryk, efter at have læst teksten, at den handler om en person som mener at han er en dårlig person – men at der et eller sted derude er én som kan se gennem al skidtet og som ved at han inderst inde og dybt nede er et godt menneske alligevel. I Bibelen læser vi derimod i Rom. 7v18: ”Jeg ved, at i mig, altså i mit kød, bor der intet godt.”
DEATHS DOOR (sang, skrevet til filmen "Until the end of the world" fra 1991): handler om en mand der skal til at dø. Han spørger derfor om han mon får en plads blandt de velsignede? Kommer han til at få hvile, i sit søndagstøj? Han spørger om hans liv mon har været godt nok? Han lægger vægt på at betingelsen for om man kommer ind i Himmelen eller ej er om man har været et pænt nok menneske.
Så udkom albummet "SONGS OF FAITH AND DEVOTION" (sange om tro og hengivenhed) i 1993. Man kan allerede høre på albummets titel at der må være et religiøst indhold, og næsten hver eneste sang på pladen er da også mere eller mindre religiøst inspireret.
WALKING IN MY SHOES: handler om en mand der indrømmer at han har levet et syndigt liv. Men han ønsker ikke at få tilgivelse. Han ønsker ikke at omvende sig. Og hvis nogen siger noget om at han skal omvende sig, så skulle de bare prøve at leve det liv han har levet (”try walking in my shoes”). Han forsøger at retfærdiggøre alle sine ugerninger ved det faktum at han har haft et hårdt liv. Han går så vidt som til at påstå at Herren ville rødme hvis Han hørte om det hårde liv han har haft (”the Lord Himself would blush”). Han mener altså at Gud og andre ville trække deres ord om omvendelse tilbage hvis de bare kunne se hvor hårdt et liv han har haft.
MY JOY (B-siden til Walking in my shoes): handler om en mand som finder sin glæde i Gud - som han tror på. Problemet er bare at én af hans såkaldte glæder ved troen på Gud er, at han ikke har nogen nydelse i livet. Altså fremstår der nærmest følgende budskab: at troende ikke har nogen nydelser i livet.
MERCY IN YOU: handler om et kæresteforhold mellem en mand og en kvinde. Og i mine ører tegnes der en tydelig parallel til det forhold troende har med Gud. Teksten handler om en mand der længes efter nåden fra sin kæreste. Han vil ligefrem gøre de samme fejtagelser som han tidligere har begået i deres forhold bare for at han igen kan mærke hendes nåde. Han tror på, at selvom han har denne lyst og længsel efter at behandle sin elskede uretfærdig og skidt, så vil hun igen og igen vise ham tilgivelse/nåde. Det er en åbenlys opmuntring til den troende om at blive ved med at vandre i synden - for Gud viser jo alligevel nåde.
ONE CARESS: handler om en mand som ligger på sine knæ og beder til sin pige. Han beder til hende fordi hun er den eneste der har styrken til at bære smerten og tilgive de ting han har gjort. Hun leder ham ind i mørket. Hendes kærtegn velsigner ham. Han flygter fra lyset og elsker mørket. Og nu tilbyder pigen ham evigt mørke. Han siger at han er nødt til at tro på at synd gør ham til et bedre menneske (”I have to believe that sin can make a better man”). Han overgiver sig selv fuldt ud til de lyster der brænder i ham.
Resten af sangene på ”SONGS OF FAITH AND DEVOTION” kan være lidt svære at forstå. Det kan være lidt svært at pege helt præcist på hvad det er Martin Gore prøver at sige og man kan måske også tyde teksterne på forskellige måder. Men de er i hvertfald fulde af Bibelsk terminologi, og referencer til Bibelen: "Lead me through Babylon", "The kingdom comes", "Where heaven waits, these golden gates", "angels sing", "glory's throne", "forbidden fruits", "condemnation", "I spiritually grew".
Derefter udkom albummet "ULTRA" i 1997. Det er et album hvor teksterne igen er lidt sværere at tolke. Men igen er det et album som er fuld af referencer til Bibelen: "Bed of sinfulness", "The mark of Cain", "Holy one", "The wretched disciples", "their hearts on the Bible", "feast on your holiness", "Adam and Eve", "Jonah turned whaler".
BARREL OF A GUN taler umiddelbart om en mand som er drevet til selvmordets rand fordi Gud kræver så meget af ham. Den handler om at Gud med en ondskabsfuld appetit, dagligt og umætteligt, kræver noget af en mand som ikke mener at han har noget at give. Han har aldrig indvilliget sig i at være Guds hellige. Derfor er han nu drevet så vidt at han sidder med pistolløbet mod tindingen.
THE LOVE THIEVES ser umiddelbart ud til at handle om de mennesker som falder for Guds fødder. De giver Gud hvad de kan, men det er aldrig nok for Gud. De lever for Guds skønhed og bliver straffet for deres fejl. De er fængslet. De er kærlighedstyve og Gud er deres fængselsbetjent. Kærligheden bliver deres død.
Det er et lidt mere mystisk album. Men igen meget Bibel-inspireret.
Bandets næste album var ”EXCITER” som udkom i 2001 – et
album, som i sammenligning med de foregående albums, er uden nogen særlige referencer til Bibelen. Jeg vil bare nævne en enkelt sang ”BREATHE” som handler om rygter der spredes. En hel række personer som har været med til at sprede rygterne nævnes ved navn: Peter, Paul, Mary, Ruth, Simon, James, Sarah, Joseph og John. Og om Ruth er der skrevet: ”Ruth, who swore on the Bible she’s telling the truth”. Med Martin Gore’s mange tidligere referencer til Bibelen kan jeg ikke lade være med at se denne liste af navne som værende taget fra Bibelen. Personligt er jeg ikke så glad for ideen om at de nævnte personer skulle være involveret i spredning af rygter og heller ikke ideen om at Ruth bekræfter sine ord ved at sværge på Bibelen.
I 2005 udkom så albummet ”PLAYING THE ANGEL”. På dette album har forsangeren, David Gahan, skrevet tre af teksterne. De resterende sange er skrevet af Martin Gore og hans fascination for Bibelen er stadig åbenbar i og med at han stadig bruger meget Bibelsk terminologi. Igen er meningen i nogle af teksterne en smule indviklet. Brugen af Bibelsk terminologi er mere fremtrædende end på det foregående album. Der er tekster som ikke refererer til Bibelen, Gud eller synd overhovedet. Der er en enkelt temmelig blasfemisk tekst. Og der er en tekst hvori Martin Gore skriver om en person som ligefrem hader synden i sit liv og som drømmer om et liv uden synd ”how sweet life would be if I could be free from the sinner in me”. Så jeg får et mere blandet indryk af teksterne på dette album og den allerførste linje i første sang – en linje som hele albummet starter ud med lyder således: ”I’m not sure what I am looking for anymore”. Og det er egentlig en meget god beskrivelse af hvordan jeg opfatter forfatteren til teksterne på denne udgivelse. Pladens klart værste tekst – set fra et kristens perspektiv – er ”JOHN THE REVELATOR” som er en sang der handler om Johannes’ åbenbaring. Her kan jeg som eksempel nævne at Johannes’ åbenbaring bliver kaldt en løgnens bog (”a book of lies”) og at Johannes burde bukke sig i skam.
Selvom jeg nu er kommet med mange eksempler på tekster, hvori Gud hånes eller hvori der tegnes et falsk billede af Gud og den troendes forhold til Ham, så drejer det stadig kun om en forholdsvis lille procentdel af deres musikalske ”output” i og med at bandet siden 1981 har udgivet 11 studie albums, 3 opsamlinger samt 2 live albums og naturligvis et hav a singler. Sagt på en anden måde...Depeche Mode har skrevet og udgivet 163 stykker musik – hvoraf 27 er instrumentale. Det vil sige at de har udgivet 136 stykker musik med tekst – og jeg har helt konkret nævnt 13 af deres tekster i denne artikel.

Det kan ofte være sådan med tekster eller digte at de kan forstås eller tydes på forskellige måder. Og der kan også være delte meninger om hvordan Depeche Modes tekster skal forstås og hvor meget man skal lægge i det de skriver. Men her giver jeg efterfølgende udtryk for min egen personlige opfattelse af deres tekster.
Depeche Mode var et af de bands jeg først begyndte at lytte til da jeg begyndte at lytte til musik i det hele taget. Fra 1987-1992 samlede jeg deres musik meget intenst og nåede indenfor de 5-6 år at få en samling på over 350 vinylplader med dette ene band.
Jeg er i dag stadig meget glad for størsteparten af deres musik. Jeg synes stadig de laver god popmusik. Deres seneste album, som udkom på min fødselsdag i 2005, ”PLAYING THE ANGEL” er efter min mening deres bedste materiale siden albummet ”VIOLATOR” der udkom i 1990. I årene fra omkring 1992-2000 var der uro i bandet og deres udgivelser interesserede mig ikke noget særligt.
Tidligere i mit liv, inden jeg gik på en NTM Bibelskole hvor jeg fik en virkelig god og solid Bibelundervisning, var jeg ikke synderligt interesseret i Depeche Modes sangtekster. Jeg kunne godt høre at der blev sunget om synd eller Gud hér og dér, men det var ikke noget jeg gik op i. På Bibelskolen blev mit forhold til Gud for alvor virkelighed og jeg begyndte at se på de ting mit liv var fuldt af fra et nyt perspektiv – inklusive Depeche Modes tekster. Og der gik ikke lang tid før jeg begyndte at miste noget af glæden ved lytte til en sang som priser de ting Gud hader.

Jeg kan ikke udtale mig om heavy metal musikgenren da det ikke er en type musik jeg har lyttet til, men jeg har lyttet til andre bands som fremstod meget voldsomt på deres pladecovers hvorimod de i temaerne i deres musik i langt mindre grad end et band som Depeche Mode håner Gud eller opfordrer til synd. Min pointe hér er at skinnet kan bedrage – altså at man ikke skal generalisere og være for hurtig til at stemple én type band for at være værre end et andet type band. Djævelen er en bedrager og den måde han nemmest kan bedrage på er ved at komme forklædt som noget positivt og attraktivt fremfor at fremstille sig selv på en skræmmende og uhyggelig måde. Han kan nemmere bedrage folk ved at læne sig tæt op af sandheden end ved at ligge i tydelig modsætning til sandheden. Og i denne sammenhæng...skulle man måske overveje om han nemmere kan bedrage folk gennem umiddelbar pæn og sød musik end gennem musik som allerede på sit pladecover fremstiller død og ødelæggelse. Men hermed heller ikke sagt at man skal lægge sig i den anden grøft og sige at den mere voldsomt fremstillede musik er bedre, set fra et kristent perspektiv, end den pænt fremstillede musik. Nej, jeg vil bare gentage det som jeg startede med at sige....nemlig at, uanset hvilken musik man foretrækker, så er det som troende vigtigt at være opmærksom på præcis hvad det er man lytter til.
Den første sang som kristne stiller spørgsmålstegn ved når man snakker om Depeche Mode’s tekster er teksten til sangen ”Blasphemous Rumours”. Det er korrekt at "Blasphemous Rumours" er blasfemisk - meget åbenlyst endda (Gud griner når vi dør, osv.).
En anden sang som kristne hurtigt fremhæver er teksten til "Personal Jesus". Her er teksten ikke direkte blasfemisk – tværtimod. Men teksten er ment ironisk - hvilket Martin Gore selv udtalte i et interview kort efter udgivelsen.
Dette er de to mest åbenlyse eksempler som kristne lægger mærke til. Men der er en hel del flere af bandets tekster der er blasfemiske eller som opmuntrer til synd samt tekster som refererer til Bibelen og bruger Bibelsk terminologi.
Men lad mig komme ind på en række konkrete eksempler...
"MUSIC FOR THE MASSES" fra 1987 var det første album hvor Martin Gores fascination for det religiøse rigtig begyndte at lyse igennem, og hvor han samtidig begynder at tale positivt om dét at synde.
STRANGELOVE: handler om en mand der siger at han giver efter for synden fordi han elsker at handle efter de principper som han selv prædiker for andre (”I give in to sin because I love to practise what I preach”). I samme sang siger han at han giver efter for synden fordi livet skal være værd at leve (”I give in to sin because you have to make this life liveable”).
SACRED: handler om en missionær, som Martin Gore, blandt meget andet, får til at se ud som en lidt naiv fanatiker. En missionær der er besat af sin religion og som har den pligt at skulle forsøge at sælge historien om kærlighedens evige ære. Han får missionæren til at fremstå som en sikker troende der alt for nemt (naivt) tager imod det budskab han selv tror på – én som accepterer alt nærmest uden at stille spørgsmålstegn ved noget (”a firm believer and a warm receiver”). Altsammen er i mine ører tydeligt hånende – specielt taget i betragtning at den følger lige efter sangen ”STRANGELOVE” på albummet.
TO HAVE AND TO HOLD: handler om en mand som ønsker tilgivelse for al skidtet i hans liv. Han ved at der et eller andet sted er én der bekymrer sig om ham - én med et hjerte af guld. Det lyder jo egentlig godt – ligesom i sangen ”Personal Jesus” og man kunne fristes til at håbe at Martin Gore virkelig er ved at gå til syndsbekendelse. Men så skifter han ligesom lidt rundt i sangen og siger at der, et eller andet sted nede under al synden, er noget godt i ham. Så man efterlades lidt med det indtryk, efter at have læst teksten, at den handler om en person som mener at han er en dårlig person – men at der et eller sted derude er én som kan se gennem al skidtet og som ved at han inderst inde og dybt nede er et godt menneske alligevel. I Bibelen læser vi derimod i Rom. 7v18: ”Jeg ved, at i mig, altså i mit kød, bor der intet godt.”
DEATHS DOOR (sang, skrevet til filmen "Until the end of the world" fra 1991): handler om en mand der skal til at dø. Han spørger derfor om han mon får en plads blandt de velsignede? Kommer han til at få hvile, i sit søndagstøj? Han spørger om hans liv mon har været godt nok? Han lægger vægt på at betingelsen for om man kommer ind i Himmelen eller ej er om man har været et pænt nok menneske.
Så udkom albummet "SONGS OF FAITH AND DEVOTION" (sange om tro og hengivenhed) i 1993. Man kan allerede høre på albummets titel at der må være et religiøst indhold, og næsten hver eneste sang på pladen er da også mere eller mindre religiøst inspireret.
WALKING IN MY SHOES: handler om en mand der indrømmer at han har levet et syndigt liv. Men han ønsker ikke at få tilgivelse. Han ønsker ikke at omvende sig. Og hvis nogen siger noget om at han skal omvende sig, så skulle de bare prøve at leve det liv han har levet (”try walking in my shoes”). Han forsøger at retfærdiggøre alle sine ugerninger ved det faktum at han har haft et hårdt liv. Han går så vidt som til at påstå at Herren ville rødme hvis Han hørte om det hårde liv han har haft (”the Lord Himself would blush”). Han mener altså at Gud og andre ville trække deres ord om omvendelse tilbage hvis de bare kunne se hvor hårdt et liv han har haft.
MY JOY (B-siden til Walking in my shoes): handler om en mand som finder sin glæde i Gud - som han tror på. Problemet er bare at én af hans såkaldte glæder ved troen på Gud er, at han ikke har nogen nydelse i livet. Altså fremstår der nærmest følgende budskab: at troende ikke har nogen nydelser i livet.
MERCY IN YOU: handler om et kæresteforhold mellem en mand og en kvinde. Og i mine ører tegnes der en tydelig parallel til det forhold troende har med Gud. Teksten handler om en mand der længes efter nåden fra sin kæreste. Han vil ligefrem gøre de samme fejtagelser som han tidligere har begået i deres forhold bare for at han igen kan mærke hendes nåde. Han tror på, at selvom han har denne lyst og længsel efter at behandle sin elskede uretfærdig og skidt, så vil hun igen og igen vise ham tilgivelse/nåde. Det er en åbenlys opmuntring til den troende om at blive ved med at vandre i synden - for Gud viser jo alligevel nåde.
ONE CARESS: handler om en mand som ligger på sine knæ og beder til sin pige. Han beder til hende fordi hun er den eneste der har styrken til at bære smerten og tilgive de ting han har gjort. Hun leder ham ind i mørket. Hendes kærtegn velsigner ham. Han flygter fra lyset og elsker mørket. Og nu tilbyder pigen ham evigt mørke. Han siger at han er nødt til at tro på at synd gør ham til et bedre menneske (”I have to believe that sin can make a better man”). Han overgiver sig selv fuldt ud til de lyster der brænder i ham.
Resten af sangene på ”SONGS OF FAITH AND DEVOTION” kan være lidt svære at forstå. Det kan være lidt svært at pege helt præcist på hvad det er Martin Gore prøver at sige og man kan måske også tyde teksterne på forskellige måder. Men de er i hvertfald fulde af Bibelsk terminologi, og referencer til Bibelen: "Lead me through Babylon", "The kingdom comes", "Where heaven waits, these golden gates", "angels sing", "glory's throne", "forbidden fruits", "condemnation", "I spiritually grew".
Derefter udkom albummet "ULTRA" i 1997. Det er et album hvor teksterne igen er lidt sværere at tolke. Men igen er det et album som er fuld af referencer til Bibelen: "Bed of sinfulness", "The mark of Cain", "Holy one", "The wretched disciples", "their hearts on the Bible", "feast on your holiness", "Adam and Eve", "Jonah turned whaler".
BARREL OF A GUN taler umiddelbart om en mand som er drevet til selvmordets rand fordi Gud kræver så meget af ham. Den handler om at Gud med en ondskabsfuld appetit, dagligt og umætteligt, kræver noget af en mand som ikke mener at han har noget at give. Han har aldrig indvilliget sig i at være Guds hellige. Derfor er han nu drevet så vidt at han sidder med pistolløbet mod tindingen.
THE LOVE THIEVES ser umiddelbart ud til at handle om de mennesker som falder for Guds fødder. De giver Gud hvad de kan, men det er aldrig nok for Gud. De lever for Guds skønhed og bliver straffet for deres fejl. De er fængslet. De er kærlighedstyve og Gud er deres fængselsbetjent. Kærligheden bliver deres død.
Det er et lidt mere mystisk album. Men igen meget Bibel-inspireret.
Bandets næste album var ”EXCITER” som udkom i 2001 – et


Selvom jeg nu er kommet med mange eksempler på tekster, hvori Gud hånes eller hvori der tegnes et falsk billede af Gud og den troendes forhold til Ham, så drejer det stadig kun om en forholdsvis lille procentdel af deres musikalske ”output” i og med at bandet siden 1981 har udgivet 11 studie albums, 3 opsamlinger samt 2 live albums og naturligvis et hav a singler. Sagt på en anden måde...Depeche Mode har skrevet og udgivet 163 stykker musik – hvoraf 27 er instrumentale. Det vil sige at de har udgivet 136 stykker musik med tekst – og jeg har helt konkret nævnt 13 af deres tekster i denne artikel.
Kommentarer
Vi er Danmarks eneste kristne netradio, og vi arbejder på, at sprede verdens bedste budskab - budskabet om Jesus.