Swans i Konservatoriets Koncertsal

Fredag aften var Swans på besøg i København til et arrangement der foregik i Det Kongelige Musikkonservatories Koncertsal.

Efter en lang uge på arbejdet var jeg egentlig for træt til at tage i byen - og fristelsen til at blive hjemme var stor. Det begyndte ovenikøbet at regne kort tid før jeg skulle op på cyklen og afsted. Men jeg tog mig sammen og cyklede mod konservatoriet. Det styrtede ned – og jeg var gennnemblødt da jeg nåede frem. Foran indgangen overvejede jeg igen om jeg skulle cykle hjem og hoppe i en tør pyjamas. Men nej, nu var jeg her. Og Swans var her. Så jeg gik ind.

Jeg havde aldrig været i koncertsalen før. En virkelig flot bygning med en flot sal. Der var ikke faste pladser til arrangementet. Så jeg valgte en plads oppe på balkonen hvor jeg kunne sidde nogenlunde midt for og havde en god udsigt. Opvarmningen, Sir Richard Bishop, var netop gået igang. Det var ok. Dog ikke noget jeg følte nogen trang til at udforske nærmere.

Swans gik på kl. 22. Michael Gira lagde ud med at invitere publikum helt op på den tomme gulvplads på det store scenegulv foran bandet. Så folk rejste sig fra deres pladser og satte sig op på scenen foran bandet, indtil gulvet var fyldt ud.

Koncerten var underholdende fra starten. Swans er et band der, siden de tidlige 80’ere, har været kendt for at spille smertefuldt højt til deres koncerter. Denne aften levede de fuldt ud op til deres ry. Numrene var lange. Meget lange. Nogle numre varede helt op til 20-25 minutter. Og der blev gået til den. Trommestikker splintredes. Og ca. halvvejs i koncerten måtte alt afbrydes i ti minutters tid, da en tromme var gået i stykker. De ti minutters stilhed blev brat afbrudt, da trommesættet igen var klar, og bandet spillede nummeret, Coward, fra 1986 – der for mig var aftenens højdepunkt. Ærgerligt at de kun spillede et enkelt gammelt nummer. Jeg tror at mange Swans fans altid håber at høre flere ældre numre. Men bandets frontfigur, Michael Gira, finder det udelukkende interessant at spille enten helt nye numre, eller numre der endnu ikke er udgivet.

Der var flere passager som lød virkelig spændende – ting der endnu ikke er udgivet – men som man kan håbe dukker op på kommende albums.

En del folk blandt publikum havde ørepropper og nogle sad med fingrene i ørene. Koncertens sidste halve time kunne jeg godt have været foruden. Det var omkring 30 minutters uafbrudt total støj. Det var da også i løbet af de 30 minutter, at jeg på et tidspunkt lagde mærke til at hele striben af publikummer der sad på samme række som mig havde forladt koncertsalen.

Der sad en stakkels fyr på scenegulvet, der hen mod slutningen af koncerten må have fået sig en sjældent slem hovedpine, da vibrationerne fra bassen havde fået en stor højttaler, der stod ovenpå en anden endnu større højttaler, til at bevæge sig så langt ud, at den faldt ned over ham. Der skulle to koncertarrangerører til at få løftet højttaleren op på plads igen.

Jeg selv kan desværre heller ikke undsige mig at have fået en slags souvenir med hjem. Dagen derpå, i går, havde jeg stadig ringen for ørerne og hovedpine hele dagen. I dag er hovedpinen næsten væk. Men jeg har stadig ringen for ørerne. Det har jeg aldrig oplevet før – stadig at have ringen i ørerne to dage efter en koncert. Og det var ikke min første Swans koncert. Men denne gang har jeg enten fået mig en seriøs høreskade, der har kickstartet en gang tinnitus – eller også tager det denne gang nogle dage for ørerne at komme sig ovenpå belastningen.

Det var en god koncert. Men så god var den heller ikke. Jeg skulle måske alligevel hellere have valgt pyjamasen.