The New Tribes Mission Trio

Under et ophold i New Tribes Missions hovedkvarter i Sanford, Florida i 1997, gik jeg en tur igennem deres ’mission barrel’ – en slags gratis genbrugslager. Mellem brugt tøj, legetøj, sko, bøger og diverse porcelæn opdagede jeg en lp på en hylde. Det var et album af en gruppe der kaldte sig ’The New Tribes Mission Trio’. Titlen var ’Away in heathen darkness’ og pladen var aldrig blevet åbnet fra sin originale plastikindpakning. Der var ingen dato på udgivelsen, men at dømme, både på det foto der var på bagsiden af coveret og måden hvorpå coveret var produceret, lignede det en udgivelse fra engang 60’erne. Jeg synes det var en sjov ting. Så jeg tog den med mig; og hvem ellers i New Tribes Mission lytter til vinyl?, tænkte jeg. Trioen bestod, på udgivelsestidspunktet, af tre unge piger, Lolly Bucher, Charlotte MacDonald og Connie (Germann) Davis akkompagneret af Calvin Rice på orgel. Som ’New Triber’ kunne jeg nikke genkendende til nogle af sangene. Titelnummeret lærte jeg første gang at kende i England i 1992.
Inden for de seneste fem års tid har jeg med jævne mellemrum for sjov søgt efter udgivelsen på nettet og har da også set den to gange. Men for nogle uger siden, da jeg igen lavede en søgning, dukkede der en anden titel op af samme trio. Titlen var ’If He should come today – what would He say?´. Jeg tvivlede i første omgang på om det virkelig var en New Tribes Mission udgivelse, eller om sælgeren på den pågældende side (en fyr i Chicago) havde skrevet forkert. Jeg havde altid opfattet den første lp som værende en unik udgivelse. Jeg skrev derfor til sælgeren, for at høre om han var sikker på at kunstner og titel var korrekt. Det bekræftede han. Så jeg købte albummet; og en uges tid senere landede det på min adresse. Det var ganske rigtigt endnu en udgivelse af trioen. Ligesom på det første album er der ingen datomærkning på coveret, men det ligner et album fra samme periode som det første. Pladenummeret og teksten på bagsiden af coveret afslører at det er en udgivelse der er kommet senere end ’Away in heathen darkness’. Og på dette andet album er Connie (Germann) Davis erstattet af Joan McInroe.
Nu spekulerer jeg så på om der mon findes flere udgivelser. Der er ingen oplysninger at hente om trioen på nettet. Det er dog tvivlsomt at der er udgivet et tredje album. Det har tilsyneladende været svært at holde trioen samlet, da pigerne blev udfordret af de budskaber de selv sang om. De rejste nemlig selv ud blandt menneskegrupper der endnu aldrig havde haft muligheden for at høre evangeliet på deres eget sprog.

Kommentarer

Mest læste indlæg