Jeg var nede i min lokale pladeforretning på den internationale Record Store Day. Det skal man jo.
Den danske Record Store Day er godt nok en noget beskeden oplevelse i forhold til dét der arrangeres i de engelske og amerikanske storbyers butikker. Det er i England og USA at man på denne dag finder de sjoveste vinyler...dér hvor folk begynder at stå i kø foran butikkerne i flere timer inden de åbner.
Men alligevel.
I København var Repo Man Records, Route 66, Insula Music og Soundstation officielt med i den begivenhed, hvor flere hundrede interessante udgivelser (på verdensplan) kommer på gaden – de fleste i et begrænset oplag. Altsammen for at bakke op om pladebutikkerne og musikken på vinyl. Dette var den sjette Record Store Day. En dag der altid ligger på den tredje lørdag i april.
Jeg lagde vejen forbi Route 66 på Fælledvej, som havde arrangeret et interessant program der startede kl. 9 med morgenkaffe – og kørte med diverse timetilbud, lodtrækninger, livemusik indtil omkring kl. 19. Da jeg kom forbi var der tætpakket af mennesker – jeg tror at Hedgehogs lige havde spillet live. Men man kunne da lige klemme sig ind i butikken. Jeg fik bladret dagens udgivelser igennem – og var specielt på udkig efter de to ’24syv monogram’ dobbelt lp’er – hovedsageligt pga. indslagene fra henholdsvis Hannah Schneider og Darkness Falls. Radio 24syv kørte en programserie de kaldte Monogram, hvor forskellige kunstnere var i studiet for at indspille tre stykker musik hver. Kunstnerne spillede ét af deres egne nummer, et helt nyt nummer samt en coverversion af en anden kunstner – alle numre optaget og indspillet i ’ét take’. De første resultater, Monogram 1-6, blev udgivet på 12”. De næste resultater, Monogram 7-10 og Monogram 11-14 blev så udgivet i form at de to dobbeltlp’er i dagens anledning. Herudover faldt jeg over et genoptryk af Echo & The Bunnymens første album, Crocodiles, i rød vinyl og en Nick Cave & The Bad Seeds 7”, Animal X, udgivet som picture disc. Og ja, jeg tog vist også Spleen Uniteds, Bootleg, med mig. De havde fem tilbage i butikken på dét tidspunkt. En nummereret udgivelse, hvor jeg fik #56/80. Jeg ved ikke helt hvorfor jeg tog den med. Jeg tror bare at jeg lod mig rive med af stemningen i butikken. Der havde kørt noget lodtrækning, tidligere på dagen, på netop denne udgivelse, hvor der var blevet lagt fire Roskilde Festival billetter ind i fire tilfældige af de 80 plader. Jeg så Spleen United i Tivoli sidste år. Det imponerede mig ikke. Men nu får de en chance mere – på pladespilleren.
Vinylerne fik jeg med hjem i en, til dagens begivenhed, specialdesignet Route 66 tote bag.
Kommentarer