Seneste indlæg

Front 242 - live @ Amager Bio, København, 11.01.2025

SETLIST: W.Y.H.I.W.Y.G. Moldavia Body to body Don't crash Operating tracks No shuffle Quite unusual Generator Commando mix Hide and seek Red team Take one Masterhit Tragedy >for you< Fix it Welcome to paradise ENCORE: Happiness (more angels) Headhunter ENCORE 2: Work 242

Record Store Day 2014 – i København

Den årligt tilbagevendende begivenhed, Record Store Day, som finder sted den tredje lørdag i april, startede for mit vedkommende i Route 66 på Fælledvej kl. 11.50, hvor der var tætpakket af mennesker. Det er en dag hvor pladeforretninger over hele verden fejrer musikken på vinyl. En masse musik udkommer specielt til anledningen – og mange udgivelser er sjove og kommer i små oplag. De sjoveste udgivelser udkommer udelukkende i de større pladebutikker i USA og England. Men nogle udgivelser finder da også vejen frem til Danmark.

Jeg stillede mig op i mængden af mennesker ved indgangen til Route 66 og, i sneglefart, bevægede mængden af kunder sig stille og roligt gennem butikken. Da jeg var nået igennem et par af dagens kasser med de aktuelle RSD udgivelser gik Per Vers ’på scenen’ og spillede to numre fra et speciel udgivelse, singlen ’dum’, som han havde med i dagens anledning. Han oplyste at han havde 100 vinyler med – og at coveret til udgivelsen var undervejs på en Christiania-cykel fra Lyngby. De 100 covers ville alle være unikke, da de var lavet på den måde at de var hængt op på en væg og spraymalet som et stort samlet værk. Han spillede de to numre og gik efterfølgende op bag butikkens disk for at signere innercovers til dem der købte udgivelsen. Efterfølgende, når man forlod butikken, kunne man få sit ydercover, som i mellemtiden var ankommet, ude foran butikken.

I Route 66 fandt jeg nogle at de RSD plader jeg havde håbet at finde:

Joy Divsion – An Ideal for Living (12”)
Cults – Upstairs at United (12”)
One Direction – Midnight Memories (7” picture disc)
Ásgeir – Heart Shaped Box (7” picture disc)
Sacred Bones Presents a Record Store Day 2014 Sampler – Todo Muere Vol. 4 (lp)

Og så tog jeg en Per Vers vinyl med, som han signerede. Mit eksemplar fik følgende nummer: #RSD 14. Han solgte i øvrigt 90 ud af de 100 vinyler på 1 time. De sidste 10 blev lagt til side så de kunne tages med og sælges i Route 66 i Århus den efterfølgende tirsdag.

Da jeg forlod Route 66 cyklede jeg ind og tog et kig i Stereo Studio i Købmagergade og Fona på strøget. Her var det dog meget småt med RSD udgivelser. Og der var ingen opmærksomhed omkring dagen. Jeg cyklede videre til Sort Kaffe og Vinyl i Skydebanegade, hvor jeg vidste at de til dagen havde fået en single med bandet, Pins. En single udgivet specielt til Record Store Day – og udgivet i hjerteformet vinyl. Jeg havde læst på butikkens Facebook side at de ville få 5 eksemplarer af vinylen. Så jeg gjorde mig ingen forhåbning om at der stadig ville være et ekspempler til mig – nu hvor klokken var blevet 14. Men de havde den stadig. De havde faktisk ikke solgt en eneste af de fem eksemplarer endnu. Ejeren af butikken fortalte mig at pladeselskabet bag udgivelsen, Bella Union, havde udpeget Sort Kaffe og Vinyl som den eneste butik i Danmark der ville få udgivelsen.

Med Pins singlen i tasken valgte jeg herefter at cykle videre til Mint Records på Gl. Kongevej – mest for at trække tiden ud inden jeg skulle videre til Soundstation, hvor Tim Christensen skulle dukke op kl. 16, for at spille et par numre og signere sine to første soloalbums der blev genudgivet i dagens anledning – på dobbelt vinyl, med ekstranumre. Mint Records var ikke en del af Record Store Day. Men jeg fik bladret lidt gennem de brugte vinyler. Omkring kl. 15 cyklede jeg videre til Soundstation på Gl. Kongevej.

Soundstation var også vel besøgt. Men man kunne dog komme frem, og rundt, i butikken. Jeg lagde ud med at sikre mig et eksemplar hver af de to Tim Christensen genudgivelser. Herefter gennemgik jeg de store mængder at hovedsageligt brugte vinyler som butikken bugner af. En time var hurtig omme og Tim Christensen ankom til butikken. Her konstaterede man hurtigt at der var for mange kunder til at det gav mening at han spillede live i selve butikken. ’Scenen’ blev derfor rykket ud foran butikken i sidegaden, Lykkesholms Allé. Alle kunder forlod derfor butikken og tog opstilling udenfor. Tim Christensen ’gik på’ næsten med det samme og takkede for det flotte fremmøde. Han fortalte at han havde været på miniturné hele dagen - hvor han havde startet sin dag i Route 66 i Århus kl. 10. Herefter var han fortsat til Moby Disc i Odense kl. 13 og nu var turen så kommet til København. Jeg tror der var omkring 300 publikummer samlet i sidegaden ved Soundstation. Det var nok noget af et særsyn når man som uvidende passerede forbi på Gl. Kongevej. Der var da også mange cyklister der kiggede en ekstra gang i forbifarten. Mange af vinduerne i gadens boliger åbnede og beboere lyttede til musikken fra deres vinduer. Vejret var fremragende. Tim Christensen spillede fem numre. Herefter gik han ind i butikken og stillede sig bag disken for at tage imod alle der ville møde ham. Omkring kl. 17.15 forlod jeg Soundstation med dagens samlede høst samt to signerede Tim Christensen genudgivelser.

Tim Christensens set list i Soundstation:

1. Love is a matter of…
2. Surfing the surface
3. Getting better (cover)
4. Isolation here I come
5. Barbedwired baby’s dream (dizzy mizz lizzy)

Kommentarer