Den første reelle koncert jeg nogensinde gik til, var med det danske band Sloppy Wrenchbody. Det var den 31. januar 1990 - og koncerten fandt sted i Barbue, i Huset i Magstræde.
Jeg kendte ikke bandet. Men jeg var stor fan af det canadiske band, Skinny Puppy, og flere andre bands inden for den tunge, dystre og industrielle elektroniske musik. Og én af mine venner spurgte om jeg ville med ind at høre Sloppy Wrenchbody. Han var fan af samme genre musik og han havde hørt, at det danske band skulle være i stil med de øvrige bands vi lyttede til.
Jeg var noget mistroisk, da jeg endnu havde til gode (med meget få undtagelser) at høre dansk musik der tiltalte mig.
Vi tog chancen og tog ind til koncerten, som var gratis - og det var faktisk virkelig godt. Jeg var fan med det samme, og endte med at se bandet live syv gange inden for de følgende to år.
En dag da jeg var inde i byens pladeforretninger, hvilket jeg stort set var dagligt, da så jeg pludselig en Sloppy Wrenchbody plakat i Gry (en pladeforretning der lå i Lars Bjørns Stræde). Det var en plakat der reklamerede for en kommende koncert, 26. sep. 1990, i Barbue. Jeg spurgte indehaveren om jeg måtte købe plakaten når koncerten var ovre. Det måtte jeg desværre ikke. Men hun fortalte mig at plakaten var tegnet på et stort stykke hvidt karton - og var tegnet af det ene bandlem, med kunstnernavnet, Matrixa. Han var, på deres debutalbum , krediteret med: 'keyboards', 'drum operator', 'machines'.
At et bandmedlem selv havde tegnet plakaten, gjorde den jo bare endnu mere eftertragtet. Og der fandtes jo så også kun det ene eksemplar. Dog fortalte indehaveren af forretningen mig, at Matrixa havde lavet yderligere to plakater - som så anderledes ud - og som hang i to andre af byens pladeforretninger.
Så nu var der pludselig håb forude. Måske jeg kunne få lov at arve én af de andre plakater i stedet for. Jeg skyndte mig derfor videre til byens øvrige pladeforretninger - indtil jeg fandt de to plakater, og så talte jeg med indehaverne. De var helt villige til at lade mig få plakaterne, når koncerten var ovre.
Så da koncerten var ovre skyndte jeg mig ind forbi forretningerne igen, og det var en succes. Jeg fik de to plakater. To unikke plakater, hvor der kun fandtes dét ene eksemplar af hver.
Et par år senere lod jeg mig lokke til at sælge den ene plakat til en nyopstartet pladeforretning, Soundstation, på Gl. Kongevej.
Den anden plakat har jeg stadig (og det var også den flottest af de tre varianter han lavede):
Kommentarer