‘Maybe It’s Not Too Late’, er en plade der udkom i 2021. Det er debutalbummet fra den amerikanske singer/songwriter med det borgerlige navn, Cassandra McGrath. Sideløbende med en karriere som engelsk-lærer på Boyle Heights’ Theodore Roosevelt High School, i Los Angeles, har hun, ganske vist stadig forholdsvist beskedent, gang i en spirende karriere under kunstnernavnet, Cassandra Violet. Tilbage i 2015 havnede hun i medierne - ikke på grund af sin musik - men på grund at en situation hvor hun insisterede på at hendes elever skulle gennemføre en eksamensopgave på trods af at alle byens skoler var lukket på grund af en 'elektronisk terrortrussel'. I alt 1100 skoler var lukket. Hun bad eleverne gennemføre eksamen hjemmefra. Historien gik viralt og havnede bl.a. som en artikel i TIME magazine, og selvom hendes beslutning var upopulær blandt eleverne, så argumenterede hun for at terrortrusler ikke skulle vinde over hendes elevers uddannelse. Men, det er en helt anden historie.
Cassandra Violets album blev jeg nysgerrig på fordi jeg hørte sangen ’I’m on fire’ (en coverversion af Bruce Springsteens store hit fra 1984), som hun lavede til filmen ’Pig’ fra 2021. Filmen, med Nicolas Cage i hovedrollen, har jeg ikke set, men den kørte på tv'et i stuen uden at jeg fulgte med. Musikken til filmen, skrevet af Alexis Grapsas og Philip Klein, fangede min interesse. Og særligt da Cassandra Violets coverversion spillede henover rulleteksterne i slutningen af filmen spidsede jeg ører - og måtte undersøge hvem det var. Coverversionen er dog ikke at finde på debutalbummet.
De første sange der fangede min interesse på albummet – og som gjorde mig interesseret i at høre mere, var titelsangen ’Maybe it’s not too late’ og ’Swim test’. Begge sange befinder sig i det mere stille spektrum af sange på pladen.
Når musik fanger min interesse, så er min første tanke: 'findes det på vinyl?' Selve LP’en var ikke helt nem at finde. Jeg lyttede til albummet på Spotify, og faktisk lykkedes det mig kun at finde den fysiske LP tilgængelig direkte fra kunsteren selv. Jeg kontaktede ’cvioletmusic’ via et link på hendes hjemmeside, for at høre om jeg kunne få et eksemplar af pladen sendt til Danmark. Jeg regnede med, at jeg ville høre retur fra en medarbejder på et mindre pladeselskab, men fik svar direkte fra Cassandra Violet selv. Det gav mig den fordel, at jeg så også samtidig kunne få albummet signeret. LP’en modtog jeg så i forgårs – signeret og med en personlig hilsen.
I enkelte glimt, i en sang eller to, minder hun lidt om et par andre amerikanske singer/songwritere, Sheryl Crow, eller en Fiona Apple. Ikke at det er dét der personligt tiltaler mig ved Cassandra Violet, selvom jeg da også har en plade, eller to, med Fiona Apple. Og referencen skyldes måske nok også bare mest den meget stærke amerikanske accent som de har tilfælles. Men andre gange minder hun om australske Alex Cameron. Det synes jeg til gengæld er en ret god ting. Bl.a. kunne sangen ’Hollywood’ sagtens have været en sang på Alex Camerons album ’Jumping the shark’ – også et virkelig anbefalelsesværdigt album – og en kunstner jeg har set live tre gange.
Mest af alt synes jeg dog, at Cassandra Violet lyder som sin egen. Hun skriver gode sange og synger virkelig godt. Det var måske nok de mere stille sange der først fangede min opmærksomhed, men hun kan også noget med de mere intense popsange. Her er bl.a. 'Last one' én af mine favoritter.
Man bliver også nødt til lige at nævne, at hun kan fløjte. Jeg tror faktisk, at selv gærdesmutten, Danmarks næstmindste fugl, med sine kraftige og klare fløjtetoner, må misundes. Cassandra Violet demonstrerer kort sine fløjteegenskaber bl.a. på albummets første nummer ’Flor de Cactus’. Et helt kort nummer der med sine blot 37 sekunders varighed sagtens kunne have været et nummer på Ennio Morricones soundtrack til filmen ’A fistful of dollars’. Det kunne f.eks. have passet fint ind i forlængelse af temasangen til filmen ’A fistful of dollars theme’, som i øvrigt blev fløjtet af italienske Alessandro Alessandroni. Alternativt kunne det have passet ind, i samme film, i forlængelse af den ellers i forvejen så perfekte og legendariske skudduel-scene mellem Clint Eastwood og ’Ramón Rojo’. Det er dén scene, i slutningen af filmen, hvor Clint Eastwood, efter at Ramón har skudt på ham gentagne gange indtil hans riffel er helt tom, stadig i live, løfter op i sin poncho og afslører at årsagen til at han stadig er i live, er at han har haft en metalplade hængende omkring brystkassen, under ponchoen.
Ud af albummets 11 sange er der 8 jeg bliver ved med at vende tilbage til. Det er et ret flot gennemsnit af gode sange på et enkelt album.
En god musikstart på 2023 – selvom albummet oprindeligt er fra 2021.
Kommentarer