Dette er en lidt atypisk koncertanmeldelse, pga. af en ‚mindre episode‘ jeg blev involveret i, i samme øjeblik som opvarmningsbandet gik på scenen.
Jeg ankom til aftenens koncert i god tid – fordi jeg ville sikre mig en god plads på balkonen. Det havde dog ikke været nødvendigt at komme så tidligt. Der var temmelig mennesketomt. Jeg spurgte en fyr bag baren, om der ville blive blive åbnet op til balkonen. Det mente han ikke. „Så der er ikke udsolgt?“, spurgte jeg, selvom jeg godt kunne regne ud hvad svaret var. Han grinede bekræftende og fortalte, at der kun var solgt omkring 200 billetter. Amager Bio har plads til 1300 publikummer.
Det skulle dog vise sig at blive en mindeværdig koncert for mig. Ikke på grund af selve koncerten, men på grund af det der skete stort set samtidig med at opvarmningen, i form af svenske Emmon, gik på scenen. Jeg sad på dét tidspunkt på trappetrinene bagest i salen. Der havde jeg siddet i en halv times tid. Og mens jeg havde siddet der, havde jeg godt lagt mærke til en fyr der rendte rimelig ukontrolleret rundt blandt folk i salen. Han virkede autistisk. Men han var tydeligvis også påvirket af ét eller andet rusmiddel. Lige pludselig lagde jeg mærke til at han stod lige ved siden af mig. Og inden jeg nåede at reagere mistede han balancen og væltede, med hele sin kropsvægt, ned over mig. Jeg var fuldstændig uforberedt, bukkede helt sammen under dødvægten og mærkede et højt knæk i rygsøjlen, et sted mellem skulderbladene…og udbrød et højt ‚AV‘. Min første tanke var at „Det hér er ikke godt. Ét eller andet er brækket i ryggen“. Jeg lagde mig ned på ryggen og tænkte „Kan jeg bevæge min fødder?“ Det kunne jeg. Udover en stærk smerte midt på røgsøjlen, så virkede alt normalt. Men jeg var blevet temmelig forskrækket og var mest af alt bare bange for at noget var kritisk galt.
På stort set samme tidspunkt begyndte opvarmningen at spille. Efter at have ligget lidt, og sundet mig, rejste jeg mig og gik ud af salen, til barområdet. Jeg vidste ikke helt hvad jeg skulle gøre. Jeg spurgte én af vagterne om de havde en anbefaling eller noget erfaring med en tilsvarede episode. Det eneste svar jeg fik, var at dét der var sket, var en sag mellem mig og ham der faldt ned over mig. Det kunne jeg ikke bruge til så meget. Så jeg ringede hjem til min bedre halvdel, min private sygeplejerske. Hun anbefalede mig, at ringe til 1813 og forklare dem situationen.
Jeg ringede, og fik en telefonsvarer der fortalte mig, at jeg var nummer ca. 45 i køen, og at den forventede ventetid var ca. 40 min. Mens jeg ventede på min tur, gik jeg op til vagterne ved indgangen og spurgte om der var et sted hvor jeg kunne tale telefon, et sted hvor der var mindre støj fra koncerten. De sagde at jeg kunne gå lige uden for. Det gjorde jeg, men det var minus 2 grader og jeg stod bare i en tynd bluse. Så jeg måtte ind igen efter et par minutter. Da jeg kom ind, må vagterne i mellemtiden have hørt fra den første vagt jeg talte med, at jeg var kommet til skade. Så den ene vagt forsøgte at berolige mig med at han, som tidligere håndboldspiller, havde noget erfaring. Han havde før oplevet at få et slag der gav et knæk i ryggen. Det kunne være meget smertefuldt, men det var ikke nødvendigvis farligt. Han mente at jeg så meget ‚til stede‘ ud i øjnene. Jeg var ikke bleg. Og da jeg fortalte at jeg ikke mærkede noget stråle ud i arme eller ben, så mente han ikke at det var alvorligt. Han rådede mig til at spørge 1813, hvis de anbefalede en skadestue, om de kunne sende mig til Amager Hospital, da det lå lige ved Amager Bio.
Da jeg endelig kom igennem til 1813, var opvarmingen netop blevet færdig med at spille, så støjniveauet var blevet en smule mere roligt. Jeg kom igennem til en sygeplejerske, som i store træk, sagde det samme som vagten havde sagt til mig. Hun spurgte mig hvor jeg mente, at jeg befandt mig på en smerteskala. Jeg tænkte at jeg lå i den lavere ende. Mest af alt var jeg bare bange for om der var noget alvorligt galt med ryggen. Hun anbefalede mig at se tiden an, se koncerten, og så tage noget smertestillende, og sidde med en varmepude, når jeg kom hjem. Hvis smerterne blev værre, så skulle jeg ringe tilbage til 1813.
Samtalen med 1813 sluttede omkring fem minutter før DAF – i form af Robert Görl – gik gå scenen. Så egentlig var det hele perfekt timet. Og ud fra hvad jeg kunne fornemme, mens jeg var i kø til 1813, så gik jeg ikke glip af noget nævneværdigt ift. opvarmningsbandet.
Aftenens hovednavn var DAF – eller rettere sagt, det eneste tilbageværende medlem af bandet, Robert Görl. DAF bestod oprindelig af de to medlemmer, Robert Görl og Gabi Delgado-Lopez. De skulle have givet koncert i København i september 2020, men i marts 2020 døde forsangeren, Gabi. Koncerten blev aflyst. Robert Görl gik efterfølgende i studiet og indspillede et nyt album, ‚Nur Noch Einer‘. Og aftenens koncert blev så annonceret i april 2022. På trods af at bandet har eksisteret siden 1978 havde DAF kun én gang tidligere givet koncert i Danmark. Det var den 24. sep. 2011, i DR Koncerthusets Foyer.
Det var svært at vide hvad man skulle forvente af aftenens koncert – og om den kunne leve op til koncerten i 2011. Robert Görl var jo ikke bandets oprindelige forsanger. Han har dog haft en mindre solokarriere, siden 1983. Så jeg vidste jo at han kan synge. Og han synger også sangene på ‚Nur Noch Einer‘.
Jeg havde dog en idé om at han ville spille det nyeste album. Måske suppleret med nogle ældre DAF numre – og måske et par numre fra hans egen, mindre succesrige, solokarriere. Og så havde jeg en indre drøm om, at han ville spille ‚ Mit Dir‘, hans første single, som udkom for 40 år siden, i marts 1983. Et meget poppet – men fantastisk stykke musik, og en single der har ligget utallige gange på min pladespiller gennem årene.
Koncerten blev faktisk bedre end jeg havde turde håbe på. Og minsandten om han ikke, meget uventet, spillede ‚Mit Dir‘. Det var et stort højdepunkt. Et nummer jeg aldrig havde troet, at jeg skulle høre live. Højdepunkterne fra det nye album, var sangene ‚Das Pur Pur Rot‘ og titelsangen ‚Nur Noch Einer‘. Sidstnævnte var faktisk bedre live end på studieversionen. Det var en stor overraskelse, at han valgte at spille ‚Der Räuber Und Der Prinz‘, fra albummet ‚Alles Ist Gut‘, fra 1981. Som forventet, og håbet, spillede han ‚Sato-Sato‘. Det eneste der manglede var DAF’s bedste nummer nogensinde, ‚Ich Will‘. Jeg kunne høre på andre publikummers tilråb, at der var nogle gerne ville have hørt ‚Verschwende Deine Jugend‘. Dog ikke et nummer jeg personligt havde behov for at høre live. Til allersidst spillede han, til publikums store biffald, ‚Der Mussolini‘.
Robert Görl klarede altsammen, som stedfortræder for bandets oprindelige forsanger, utrolig hæderligt. Han var en hel anden personlighed på scenen end Gabi Delgado-Lopez var. Gabi var den mere vilde, meget energiske og fremtrædende artist, mens Robert Görl var den mere skjulte og afdæmpede i baggrunden. Men Robert Görl gjorde det godt. Et par gange glemte man faktisk, at det ikke var Gabi Delgado-Lopez der stod på scenen.
Alt i alt var det en god koncert. Dog må jeg erkende, at jeg var ret påvirket af episoden inden koncerten – og derfor blev hele koncertoplevelsen en lidt omtåget oplevelse for mig.
Her, dagen derpå, har jeg stadig smerter i ryggen. Det er dog ikke så meget smerterne der bekymrer mig. Det er mere dét knæk jeg oplevede, som føltes helt forkert – og bekymringen for om der er sket noget mere alvorligt. Så bekymringen i sig selv dikterer, at jeg vist hellere må få det ordentligt undersøgt.
SET LIST
im schatten
kunststoff
wir sind wild
im dschungel der liebe
das pur pur rot
gedanken lesen
der räuber und der prinz
du bist so zart
loslassen
neue welt
kein ausweg
es muss ans licht
holland road
brothers
das geschenk
nur noch einer
als wär's das letzte mal
prinzessin
sato-sato
mit dir
verlier nicht den kopf
der mussolini
Kommentarer