Gennem hele vores liv er vi omgivet, og påvirket, af lyde. Det siges, at mennesket allerede i 17. uge, i moderens mave, kan høre og reagere på lyde. Gennem livet – overalt hvor vi færdes hører vi lyde – både naturens lyde og menneskeskabte lyde. Lyde i vores hjem. I skolen. På arbejdspladsen. I butikkerne. I trafikken. Selv i vores søvn påvirkes vi af lydene omkring os. Nogle lyde river os ud af søvnen. Forældre vækkes af barnegråd. Vækkeurets hensigt er netop at vække os fra søvnen. Nogle gange vågner vi og opdager at en ringelyd, som er en del af vores drøm rent faktisk er en telefon, eller en dørklokke, der ringer i vores hjem. Ved strømafbrydelser kan man opleve, at selvom man sidder i en helt stille lejlighed, så bliver der pludselig så forbavsende og totalt stille, at man får fornemmelsen af at selv strømmen (strømforsyninger) må have afgivet lyd inden den blev afbrudt. Og sågar stilheden kan til tider føles som støj eller larm.
Vi er altså altid omgivet af lyde – som vi hører, og som påvirker os. Det vil sige…lige indtil den dag hvor vores krop udsættes for lyde som vi ikke længere selv hører. Det er de lyde der omgiver kroppen i timerne og dagene efter vores død.
Der er naturligvis dem der tror på et liv efter døden. Og der er mennesker der har oplevet at være erklæret døde i minutter, og sågar timer, som efterfølgende bliver vakt til live igen, og som så kan fortælle om det de oplevede, mens de var døde. De fortæller bl.a. om lyde, stemmer og musik. I deres fortællinger er de dog som oftest et fremmed sted. En tunnel. Et sted i lys eller et sted i mørke. Men uanset hvad man tror på ift. et liv efter døden eller ej, så er vores krop, der ifm. døden ligger tilbage som et fysisk legeme, udsat for lyde.
Den danske lydkunstmusiker, Jacob Kirkegaard, har udforsket netop denne lyd. Altså lydende som omgiver menneskets fysiske krop i timerne og dagene efter dødens indtræden. Nogle vil synes, at det lyder som en makaber idé. Det er det måske også. Ikke desto mindre, så er døden et naturligt stadie for alle mennesker. Og vi vil alle være omgivet af lyde når vi dør. Men vi hører dem ikke. Personligt synes jeg, at det er en fascinerende idé. Jeg bliver da i hvert fald nysgerrig på hvilke lyde der potentielt kunne omgive mig på dette stadie af min fysiske eksistens.
Første LP indeholder optagelser fra to forskellige kapeller, anden LP er optagelser fra en komplet obduktion, tredje LP er optagelser fra et krematorium og fjerde LP er optagelser af et menneske i forrådnelse.
Opus Mors udkom i 2019. Jeg blev først opmærksom på værket i forrige uge, da jeg ifm. et Instagram opslag fra Danielle de Picciotto, hvor hun står side om side med Jacob efter én af hans koncerter i Berlin, blev mindet om, at jeg i alt for mange år har forsømt at følge med i Jacob Kirkegaards udgivelser. Første gang jeg hørte om ham var ifm. bandet Æter, som han var en del af. Æters debutalbum, Luftantænder, udkom i 1999 og blev min inspirationskilde til netop denne blogs titel for knap 20 år siden.
I et forsøg på at indhente noget af det forsømte har jeg opsøgt nogle af Jacob Kirkegaards mange udgivelser. Jeg imponeres over de mange spændende projekter han har været involveret i. Et hurtigt kig på hans hjemmeside, Fonik.dk, afslører at han har præsenteret sit arbejde på gallerier, museer, udstillinger og koncertsteder verden over – bl.a. i New York, Houston, Sydney, Tokyo og København. Listen er lang over spændende projekter han har præsenteret her i København. Og han har samarbejdet med en lang række af spændende kunstnere. Jeg ville bl.a. ikke have været ked af at se koncerten han gav i samarbejde med Lydia Lunch i Marmorkirken i 2010, bare for at nævne en enkelt.
Men her, på bagkant, har jeg altså nu besluttet mig for at opsøge nogle af de ting jeg er gået glip af. Og et af de steder jeg har valgt at starte er Opus Mors.
Opus Mors er ikke en udgivelse man bare lige går ned og finder i den lokale pladeforretning – eller som en digital udgivelse på nettet. Via Jacob Kirkegaards hjemmeside finder man et link til en beskrivelse af albummet på TOPOS media, hvor man henvises til at kontakte Jacob direkte via mail, hvis man er interesseret i albummet. Det er et album der er udkommet fysisk, i kun 250 eksemplarer. Jeg tænkte at løbet nok var kørt for mit vedkommende. En fire år gammel udgivelse. Jeg var nok for sent ude. Men jeg tog chancen og skrev til Jacob – og han skrev retur næsten med det samme, at jeg stadig kunne købe albummet af ham. Og han tilbød at jeg kunne hente det hos ham personligt, så jeg kunne spare forsendelsen. Så vi aftalte dag og tidspunkt, og så mødtes vi i København.
Man er jo lidt starstruck når man skal møde en kunstner man er fascineret af. Men det var sjovt at få lov at købe udgivelsen direkte af ham selv – og han viste sig naturligvis at være et helt almindeligt, og yderst tiltalende og rart, menneske.
Alt i alt er den fysiske præsentation en ren delikatesse. Men den er også stilful og enkel – ja, nærmest respektfuld – som var det et programhæfte til en bisættelse eller begravelse – eller en nekrolog.
Men hvordan lyder Opus Mors så? Hvordan har Jacob Kirkegaard grebet projektet an? Hvad er det for nogle lyde der omgiver vores krop i timerne og dagene efter dødens indtræden?
LP 1 – Morturarium
LP’en indeholder optagelser af faciliteterne, på to forskellige kapeller, som sørger for, at døde kroppe kan opbevares køligt. Optagelserne blev muliggjort med tilladelse fra retsmedicinsk professor ved Syddansk Universitet Peter Mygind Leth, vicestatsobducent Peter Thiis Knudsen og retsmedicinske teknikkere Tonny Hansen og Jan Leth.
På side 1 hører man en nærmest droneagtig lydflade, som om man befinder sig i et maskinrum i en stor hal. Man fornemmer lyden af maskineri, afkøling og ventilatorer på én og samme tid. På én måde skræmmende og støjende – men efter flere minutters lyt føles det samtidig rart – som en konstant og stabil ledsager i et ellers ensomt kapel. Først virker det ikke som om der er den store variation i lyden – men så opdager man alligevel, når man bliver ved med at lytte, at forskellene og nuancerne dukker op. Undervejs bliver man dog også i tvivl med sig selv, om der reelt er nuancer i lyden, eller om det er noget man begynder at forme i sit eget hoved. Men omkring halvvejs inde på side 1, så forsvinder den sidste følelse af uro fuldstændig, og man er ikke længere i tvivl, da lydbilledet tydeligt ændrer sig til en nærmest beroligende og varm lyd. Det føles nærmest som om lyden af køleanlæg og ventilation forsvinder – og så er der bare lyden af det varme maskineri tilbage – en varm pulserende rytme.
Der sker også en variation i lyden på side 2 – optagelserne fra det andet kapel. Den sker dog mere gradvist. Men i min lytteoplevelse bliver den ikke helt så beroligende som lyden på side 1. Det er som om lyden af kulde er den gennemgående på side 2 og den varme droneagtige maskinlyd bliver mere aftagende undervejs.
Optagelserne på begge sider varer knap 19 minutter – altså næsten 38 minutter i alt. Hvis det var op til mig at vælge, så ville jeg foretrække at min krop lå i kapellet med det lydbillede der præsenteres på side 1.
LP 2 – Autopsia
Denne LP indeholder optagelser fra en fuld obduktion. Den tilhørende tekstforklaring beskriver helt detaljeret hvad der foregår under obduktionen: kroppen åbnes op, organer og hjerne fjernes, skæres op og skæres i skiver, organerne flyttes tilbage i kroppen, som lukkes igen og efterfølgende rengøres. Optagelserne blev, ligesom på LP 1, muliggjort med tilladelse fra retsmedicinsk professor ved Syddansk Universitet Peter Mygind Leth, vicestatsobducent Peter Thiis Knudsen og retsmedicinske teknikkere Tonny Hansen og Jan Leth.
Side 1 lægger meget passende ud med en ouverture. Ouverture er fransk og betyder ’åbning’ eller ’forspil’. Og på denne ouverture hører man lyden af en krop der åbnes op. De gennemgående lyde på side 1, ud over lyden af væsker der flyder, er lyden af saks og skalpel – og metal mod metal, når instrumenter lægges til side på det der lyder som en stålbakke. Og så er der naturligvis den meget dominerende og forventelige lyd af organer der fjernes fra kroppen - som lyden der fremkommer når man, med hænderne, ælter en blanding af hakket svinekød, mel, mælk, løg og æg – for at lave en frikadellefars. Her kan jeg næsten ikke undgå at få associationer til den klassiske filmscene hvor to kriminalbetjente overværer en obduktion. Den garvede betjent spiser sin sandwich imens - og han tilbyder så en sandwich til sin makker, en ung uerfaren betjent, som dog er lige ved at kaste op ved tanken om mad.
Side 2 fortsætter i samme spor som side 1. Sakseklippelyde, væsker der flyder, metal mod metal og lyden af organer der hives ud. Hvis man følte sig småsulten hen mod slutningen af side 1, så mister man appetitten igen halvvejs inde på side 2, hvor det lydmæssige højdepunktet må siges at være dét der lyder som en hurtigvibrerende elektrisk sav der saver i kraniet, en efterfølgende åbning af kraniet (cranial vault fracture), og så lyden af hjernen der fjernes.
Optagelserne på de to sider varer i godt 35 minutter.
LP 3 – Crematio
Den tredje LP indeholder optagelser fra et krematorium. På side 1 hører man kisten der rulles ind i ovnen, de forskellige stadier af forbrændingen og askerne der fjernes. På side 2 hører man afkølingen af askerne og placeringen af askerne i en knogleknuser. Til sidst hældes asken ned i en urne. Sensorer på ovnen er placeret sådan at lydoptagelserne gengiver lyden, som hvis den blev hørt fra indersiden af ovnen. Optagelserne blev muliggjort med tilladelse fra operatørerne Michael Hansen og Ole Pedersen ved Odense Krematorium.
Side 1 lægger ud med lyden af en kiste der rulles ind i en ovn. Det lyder som om man hører en dør eller en låge der åbnes og efterfølgende en skærende lyd, som metal der skraber mod metal. Herefter lyder det, som når man tænder op for et blus på et gaskomfur. De første minutter af optagelsen – og faktisk også resten af lydoptagelserne på side 1 – minder mig gentagende gange om Alan Splets soundtrack til David Lynch filmen ’Eraserhead’. Side 1 slutter med lyden af asken der fjernes fra ovnen. Det lyder stort set som når man, med en lille metalskovl, fjerner asken fra en pejs.
Side 2 lægger ud med lydoptagelser af asken der nedkøles. Og ligesom kapel-optagelserne på anden halvdel af LP1, side 1, så er denne droneagtige lyd fra nedkølingen virkelig varm og beroligende.
Herefter hører man lyden af askerne der lægges i en ben-knuser. Det lyder nærmest som en gammel rusten cementblander, der forsøger at blande en ordentlig omgang grus og sten.
Side 2 slutter af med lyden af asken der hældes i en urne.
LP 4 – Putesco
Den fjerde LP indeholder optagelser fra et retsmedicinsk studiefacilitet hvor døde kroppe er doneret og placeret i et aflukket naturområde, hvor forrådnelsen studeres. Optagelserne på side 1 gengiver lyde optaget af mikrofoner placeret inde i en krop. På optagelserne på side 2 er mikrofonerne placeret 1 cm henover kroppen. Optagelserne blev muliggjort med tilladelse fra Forensic Anthropology Center ved Texas State University i USA.
Lydene på side 1, hvor mikrofonen er placeret inde i kroppen, er forbavsende levende. Jeg overraskes over den ekstreme aktivitet man fornemmer på optagelsen. Det kan til tider nærmest lyde som flammerne fra et bål.
På side 2 er mikrofonen placeret 1 cm henover kroppen. Ud over lyden af fuglekvidder og den ubehagelige lyd af spy-fluer, så lyder selve forrådnelsen af kroppen nærmest som når man laver spejlæg på en stegepande. Det er igen, ligesom på side 1, en meget sprællevende optagelse. En nærmest ætsende lyd.
Når et menneske forrådner, så er de fleste indvolde og muskler helt væk i løbet af to-tre uger. Og efter tre-fire måneder er forrådnelsesprocessen helt ophørt – og da er kun skelettet tilbage.
Jeg har nu lyttet til hele Opus Mors – alle 4 LP’er efter hinanden – uden pause. I alt 2 timer og 22 minutters optagelse. Jeg føler ikke at jeg har været udsat for noget der kunne være lydbilledet til en gyseraften hjemme i stuen. Jeg har dog heller ikke fået indtryk af et album man sætter på, når familien er på besøg til middag og kaffe. Det har mere føltes som et studie. Et indblik i en lydverden man ellers ikke er bekendt med – og som de fleste mennesker ikke er bekendt med. Det har føltes som en lærerig oplevelse – og undervejs har jeg da også gjort mig nysgerrig og klog på flere lærerige detaljer – via Google.
Selvom vi taler om optagelser af lyde omkring kroppe under nedkøling, obduktion, forbrænding og forrådnelse, så har den samlede oplevelse virket meget respektfuld. Det skyldes bl.a. værkets fysiske præsentation. Men det er også rækkefølgen på optagelserne. Det fungerer godt med den bløde indgang på LP 1, med den næsten meditative og droneagtige lyd fra kapellet – hvorefter man så præsenteres for den mere makabre obduktion. Men herefter vender man igen tilbage til den mere meditative lyd i krematoriet – inden man til sidst lytter til den sydende, sprudlende forrådnelse. Det fungerer godt.
Og så vil jeg også lige kommentere på den utroligt velproducerede vinyl. Ikke en eneste fejl i presningen på de fire vinyler. Otte knasfri sider med en, trods emnet, fantastisk levende og knivskarp lyd.
Jeg har lyttet til mange varianter af field-recordings gennem tiden. Men Opus Mors har alligevel været én af de mere spektakulære.
Opus Mors på vinyl er stadig tilgængelig og kan købes ved at kontakte Jacob Kirkegaard direkte pr. mail. Kontaktinfo på topos.media
Kommentarer